Invitation til Marina City dag fredag 15 oktober kl 14-18

Marina City-samarbejdet, som består af Kolding Lystbådehavn, Kolding Havn og Kolding Kommune, inviterer til ”Marina City Dag.”

Dagen skal skabe opmærksomhed om det planlagte Marina City-projekt med spændende byudvikling og marina ved fjorden. Dagen markerer samtidig starten på nogle af de forberedende arbejder:

  • Ombygning af krydset ved Kløvervej/Skamlingvejen
  • Etablering af plads til bådoplag mellem Skamlingvejen og hundeskoven
  • Naturforbedring mellem Skellet og Hegnet i Tved-bydelen

DAGENS PROGRAM


Kl. 14.00-16.00:
Aktiviteterne åbner omkring pladsen og i teltet på Marina Syd.

  • Redningsskibet fra Dansk Søredningsselskabs redningsstation på Aarø vises frem ved kajen. Bliv klogere på søredning og assistance på vandet.
  • Går du eller børnene med en drøm om at sejle? Prøv en sejltur i en smart sejlbåd, en tryg skolebåd eller en hurtig gummibåd (RIB). Kolding Sejlklub og klubbens sejlerskole tilbyder en tur på vandet fra kl. 14.00 og helt frem til kl. 18.00. Der bliver også mulighed for at se og høre nærmere om jollesejlads og handicapsejlads.
  • Åbent hus hos Kolding Bådelaug, Kolding Motorbådsklub, Kolding Jagt- og Strandjagtforening, Kolding Fritidssejlere og Kolding Marineforening.
  • Sådan hjælper vi naturen og biodiversiteten i fjorden med nye stenrev, ålegræs og særlige ”fiskebørnehaver” under molen. Her er noget for både børn og voksne. Medarbejdere fra Natur & Vand hos kommunen er på plads.
  • Udstilling om Marina City med særligt fokus på bæredygtighed (moler i helt anderledes materialer, særlige krav til byggerierne, m.m.) Få information og svar på dine spørgsmål fra projektchefen for Marina City. Og hør om samarbejdet med ingeniøruddannelserne på VIA University College.

Kl. 14.00 ved Skamlingvejen/Kløvervej:
Første spadestik til ombygningen af krydset. Det nye signalregulerede kryds med flere svingbaner vil forbedre trafikkens fremkommelighed i bydelen. Krydset bliver også indkørsel til den nye bådoplagsplads, som er hårdt tiltrængt.

Kl. 14.15:
Taler i teltet på havnepladsen.

Kl. 14.30:
Der serveres en øl/vand, pølse og is til de fremmødte.

Kl. 15.00:
Flyvevåbnets store redningshelikopter fra Skrydstrup flyver ind over området og laver redningsopvisning i fjorden lige ud for Marina Syd. Der er drøn på, når vandet piskes op, og nødstedte løftes op fra det kolde vand!

Kl. 15.20:
Danmarks OL-guldvinder Martin Kirketerp går på scenen og fortæller om sin karriere fra optimistjollen til international elitesejler, om glæden ved sejlsport og om nogle af sine største oplevelser, bl.a. fra ”Over Atlanten” og den vilde SailGP-konkurrence i år. Under hele arrangementet er der musik i teltet v/ Kolding Sejlklubs husorkester, lige som der er åbent i kiosken, i Agtergrillen og i Restaurant Marinaen.

Arrangør: Marina City-samarbejdet mellem Kolding Lystbådehavn, Kolding Havn og Kolding Kommune.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *